Oplev København - Skandinaviens hovedstad

”There is something about Copenhagen. It’s just a bit looser around the edges.” Det er en af begrundelserne for, at livstilsmagasinet The Monocle hele tre gange har kåret København som verdens bedste by at bo i (2008, 2013 og igen i 2014).

Det er især københavnernes frisind, byens infrastruktur, de utallige smukke grønne områder, velbevarede gamle bygninger og gader, det nordiske køkken der gør byen til et unikum. Desuden er København et shoppingmekka, der byder på det bedste af det traditionelle skandinaviske design og mode. Københavnerne bruger aktivt deres by og i sommermånederne danner offentlige områder, parker og pladser rammerne for koncerter, pop-up restauranter, festivaler og kulturoplevelser.

Bevæg dig gennem byen på de smukke snoede brostensgader i den gamle del af byen til banebrydende arkitektoniske bygninger og seværdigheder. København er Skandinaviens centrum med en perfekt blanding af gammelt og nyt, hvilket gør byen evig dynamisk. Det kan anbefales at se København fra en cykel - de mange cykelstier gør det nemt og bekvemt, at komme hurtigt rundt i byen og Københavnene benytter sig flittigt at denne transportform - faktisk i så høj grad at de tilsammen cykler mere end 1,13 millioner kilometer om dagen. I København står over 2000 gratis cykler til rådighed for turister og besøgende.

København består af forskellige kvarterer, der hver har sit eget særpræg. Nørrebro og Vesterbro er byens hippe kvarterer, der byder på masser af moderne designbutikker, gode restauranter, trendy caféer og barer. Østerbro og Frederiksberg er stilige og med mange grønne områder. Christianshavn er romantisk med gamle bindingsværkshuse, brostensbelagte gader og kanalerne, der løber igennem byen, mens Indre by er Københavns ældste kerne, hvor du også finder de mest berømte seværdigheder. København udvider i øjeblikket med nye bydele - henholdsvis Nordhavn og Ørestaden - hvor du kan opleve en anden form for urban, moderne og særpræget arkitektur.

Læs mere om Skandinaviens dynamiske hovedstad